Af lektor Lars Brorson Fich og kommunikationsmedarbejder Alice Damgaard Sprotte, Institut for Arkitektur og Medieteknologi

Besøgende på den verdensberømte arkitekturudstilling Biennalen i Venedig kan i år opleve et stykke dansk havneby-arkitektur. Udstillingen fortæller de besøgende om, hvordan byer udvikler sig – nogle gange fra toppen og andre gange fra bunden. En refleksion der med tidens grønne omstilling, også af arkitekturen, stadig er aktuel.

På Danmarks nordvestkyst på et sted kaldet Hirtshals blev der i 1917 bygget en ny havn, primært med tanke på fiskeri og beslægtede industrier. Havnen skabte behovet for at bygge en helt ny by, og det skulle gerne gå stærkt, så der var rammer for alle dem, der kom til Hirtshals for at arbejde. Det førte til en konkurrence, der i 1919 blev vundet af arkitekterne Steen Eiler Rasmussen og Knud Christiansen, der bl.a. indsendte en række akvareller, som kan ses på udstillingen i Venedig.

Udstillingen i Venedig viser en række meget smukke akvareller skabt af Steen Eiler Rasmussen, som viser, hvordan byens arkitektur er tænkt rumligt og æstetisk over for tegninger med fotos af den faktiske by.

Havnebyen der ikke ville være haveby

Arkitekternes plan var typisk for efterkrigstidens byplanlægning. Planlæggere og arkitekter skulle tænke i løsninger, der kunne planlægges og implementeres hurtigt 'top-down' i stor skala frem for gennem organisk 'bottom-up' vækst.

De foreslog derfor at bygge byen Hirtshals op omkring infrastruktur med en stram zoneinddeling af funktioner og inspiration fra haveby-bevægelsen. Haveby-bevægelsen opstod i første halvdel af det tyvende århundrede og var karakteriseret af utopiske ideer til design af moderne byer, der imødekom hurtig urbanisering og industrialisering og skabte socialt bæredygtige byer for ’masserne’.

Men sådan gik det ikke. Dele af infrastrukturen og enkelte primært officielle bygninger blev opført, men ellers blev der ikke gjort andre forsøg på byggeri, mens en mindre bebyggelse begyndte at vokse uden for planens område. I 1937, efter flere forsøg på justeringer, blev den oprindelige plan med sin 'top-down' tilgang endelig opgivet. Hirtshals ville ikke være en haveby.

For fiskerne og de andre indbyggere begyndte at indrette byen ud fra deres egne behov og økonomi. Der begyndte i stedet at opstå en kaotisk by omkring de etablerede dele af infrastrukturen. Byen, der blev resultatet, blev senere karakteriseret som "Danmarks grimmeste by".

Den grønne omstilling aktualiserer spørgsmål om byplanlægning

Andre steder blev de utopiske havebyer til noget som fx i Tingbjerg. Men det stod også klart, at de ofte ikke var socialt bæredygtige. Flere af dem de udviklede ofte alvorlige sociale problemer, og det medførte, at de skulle genopbygges eller helt eller delvis rives ned.

”Selvom der er mange eksempler på mislykkede modernistiske planer, er tilfældet med Hirtshals interessant, fordi det er en ideel plan, der ikke blev realiseret bortset fra fragmenter af infrastrukturen. Det lod os se, hvad alternativet kunne være,” peger lektor Lars Brorson Fich på.

Sager som Hirtshals rejser følgende spørgsmål: ville den oprindelige plan have været bedre? Eller er den økologisk dyrkede by bedre? Kunne der have været en gylden middelvej mellem den planlagte og den realiserede Hirtshals?

”Spørgsmålet om top-down planlægning versus bottom-up planlægning er klassisk og kan blive yderst relevant igen, da den grønne omstilling kan tvinge planlæggere, arkitekter, politikere og andre beslutningstagere til at træffe en række top-down beslutninger. Hvordan undgår vi at gentage fortidens top-down planlægningsfejl i denne situation?” spørger Lars Brorson Fich.