Havnebyen Gedser
Gedser er en havneby beliggende på den sydligste spids af Falster, hvorved byen er en del af Region Sjælland og Guldborgsund Kommune, som er Danmarks sydligste kommune (Guldborgsund Kommune u.d.).
Desuden er Gedser Odde det sydligste punkt i Danmark, som er et af byens mål for turisme. På nuværende tidspunkt er Simon Hansen (S) borgmester i kommunen. Guldborgsund Kommune har en af de længste kyststrækninger i Danmark, hvilket betyder, at der er vand og uforstyrret natur i nærheden. Kommunen har dertil en unik placering med unikke muligheder, da den forbinder Danmark og Skandinavien med det europæiske kontinent (Guldborgsund Kommune u.d.). Nærheden til vandet i kommunen har ligeledes betydning for erhvervet i Gedser, som primært drejer sig om fiskeri og færgedrift, hvor der er færgeforbindelse mellem Gedser og Rostock (Tyskland). Foruden færgedrift er der gode infrastrukturelle forbindelser til Gedser og kommunen generelt i form af motorvej E55.
Gedser Havn er Danmarks sydligste havn med en beliggenhed direkte ud til Østersøen. Der er både færgehavn og fiskerihavn samt en lystbådehavn, omgivet af skøn natur. Lystbådehavnen er moderne og tilbyder en række aktiviteter, alt fra badestrand og restauranter til shelter og aktivitetsplads til børn (Guldborgsund Havne u.d.a.; Guldborgsund Havne u.d.b.).


Gedser som overfartsby ved Østersøen
Historisk har Gedser udviklet sig fra en beskeden middelalderlig bebyggelse omkring Kongsborg til en strategisk vigtig overfartsby ved Østersøen.
Byens udvikling har været tæt knyttet til dens geografiske placering ved vandet, hvilket har spillet en afgørende rolle gennem århundrederne. Fra middelalderen tjente Gedser området som et værn mod Venderne og som overnatningssted for rejsende, hvilket indikerer stedets tidlige betydning som et knudepunkt for trafik over Østersøen. Byen fik dog først sin væsentlige rolle som overfartsby i 1700-tallet, hvor Gedesby mistede sin betydning som følge af tilsandingen af indsejlingen. Gedser overtog rollen som overfartsby, og med opførelsen af havnen og jernbaneforbindelsen i 1886 blev Gedser etableret som en stations- og overfartsby, der fik stor økonomisk betydning for regionen.
Den historiske udvikling af Gedser Havn og by er også præget af større nationale og globale begivenheder. For eksempel blev byens økonomi markant påvirket af den første og anden verdenskrig, samt af etableringen af Storstrømsbroen i 1937, der skulle forbedre trafikforbindelserne over Østersøen. Efter 1945 så byen en opblomstring i masseturisme, men også en tilbagegang i godstrafikken, hvilket førte til nye rutemuligheder og en vis stagnation i havnens udvikling.
I moderne tid har Gedser set både tilbagegang og vækst, især påvirket af den politiske og økonomiske udvikling i Østeuropa samt nye infrastrukturprojekter som Femern Bælt-forbindelsen. Teknologiske fremskridt inden for skibsfart, ændrede globale handelsmønstre, og en skiftende økonomi førte til en reduktion i havnens betydning. Byens befolkningstal har svinget over årene, men generelt viser statistikkerne en nedgang i indbyggertallet, hvilket afspejler de udfordringer, byen står overfor i dag. Denne affolkning er blevet en central udfordring for byen, der har oplevet et fald i både økonomisk aktivitet og social dynamik.
Den historiske analyse af Gedser viser således, hvordan Gedser gennem århundreder har udviklet sig fra en lille bebyggelse til en vigtig overfartsby med en central rolle i regional og international trafik, dog med en skiftende økonomisk betydning over tid. Samtidig har ændringerne i havnens rolle, fra at være et centrum for lokal industri til at blive et transitpunkt for internationale ruter, skabt en fysisk og funktionel adskillelse mellem havnen og byen. Denne adskillelse har yderligere svækket den sammenhængskraft, der tidligere eksisterede mellem byens økonomiske liv og havnens aktiviteter.
Havnen er vigtig for byen
Beskæftigelsesanalysen i rapporten om Gedser Havn peger imidlertid på, at havnen fortsat i dag spiller en vigtig, men specialiseret rolle i den lokale økonomi.
Analysen viser dog også en række udfordringer, idet havnen beskæftiger hovedsageligt personer med erhvervsfaglig uddannelse og der er en klar overvægt af mandlige ansatte. Flertallet af de ansatte er bosat i Guldborgsund Kommune, men ikke i Gedser by selv, hvilket indikerer en høj grad af pendling. Analysen peger på, at Scandlines er den største arbejdsgiver i havnen, hvilket udgør en betydelig del af den samlede beskæftigelse. Udover færgevirksomheden er der dog få andre større aktører, hvilket gør beskæftigelsen i havnen meget afhængig af færgedriften. Det bemærkes også, at der en aldrende arbejdsstyrke i havnen. Selvom Gedser Havn bidrager væsentligt til beskæftigelsen i området, er dens rolle i den samlede økonomi begrænset til specifikke sektorer, hovedsageligt drevet af færgeforbindelsen til Rostock. Der er dog potentiale for fremtidig vækst, især hvis der foretages strategiske investeringer i at udvikle havnens faciliteter og tiltrække flere virksomheder og turisme-relaterede aktiviteter. Fremtidsudsigterne for beskæftigelsen i Gedser Havn er knyttet til mulige udviklinger inden for hospitality, erhverv og kultur, som skitseret i Scandlines’ udviklingsplan for området. Der er potentiale for at skabe flere arbejdspladser, især i forbindelse med husbåde, restauranter og turisme, hvilket kan styrke havnens rolle som en jobskaber for det omkringliggende opland.
Ansattes bopælsområde
I undersøgelsen er der spurgt ind til, hvor de ansatte har deres bopæl. Dette indikerer, hvor bredt beskæftigelseseffekten spreder sig rundt i området. Det bedømmes, at størsteparten af de ansatte i Gedser Havn bor i samme kommune som havnen selv – nemlig Guldborgsund, men at ingen af de ansatte er bosat i Gedser by. Det er således en arbejdsplads, der er afhængig af pendling.

Havnebyens betydning og rolle i den lokale planlægning?
Kommuneplansperspektivet på Gedser, som præsenteret i analysen, viser, at byen står over for både udfordringer og muligheder.
Guldborgsund Kommune har identificeret Gedser som et strategisk udviklingsområde, især med fokus på at styrke sammenhængen mellem by og havn, samt at udnytte byens unikke geografiske beliggenhed ved Østersøen. Analysen rapporten fremhæver, at Gedser ikke er centralt placeret i kommuneplanen, hvilket indikerer en vis marginalisering i forhold til større byer som Nykøbing Falster. På trods af dette har kommunen igangsat en række initiativer, som sigter mod at skabe bæredygtig vækst i området. Dette inkluderer forbedringer af infrastrukturen, udviklingen af erhvervshavnen, og udnyttelse af turismepotentialet, især i relation til natur- og kystområderne.
Ifølge kommuneplanen er Gedser udpeget som en af kommunens to primære erhvervshavne, hvilket indebærer, at havnen skal udvikles med henblik på at styrke erhvervsaktiviteterne. Planerne inkluderer initiativer som etablering af husbåde, restauranter og forbedrede turistfaciliteter, som kan skabe flere jobs og stimulere den lokale økonomi. Desuden lægges der vægt på at forbedre infrastrukturen og den visuelle sammenhæng mellem by og havn for at gøre området mere attraktivt både for lokale og turister.
Analysen fremhæver også, at selvom Gedser ikke er et centralt fokus i kommuneplanen sammenlignet med andre byer som eksempelvis Nykøbing Falster, er der betydelige potentialer i byens havneerhverv og turismemuligheder, som i fremtiden kan udnyttes bedre. For at dette kan opnås peger analysen på at der er behov for en sammenhængende og målrettet strategi for at sikre en stabil og langsigtet udvikling af området. Særligt bør det i planlægningen tilstræbes en balance mellem bevarelse af stedets autenticitet og udviklingen af nye faciliteter.


Natur, tryghed og lokal sammenhængskraft
Den lokale befolknings mening om Gedser, som fremgår af analysens befolkningsanalyse, afspejler en blanding af både positive og negative synspunkter.
I forhold til de positive perspektiver kan særligt to forhold fremhæves. Det første er natur og tryghed. Mange lokale udpeger således naturen som en af de største fordele ved at bo i Gedser. Der er en stærk tilknytning til de naturskønne omgivelser, og mange sætter pris på den ro og tryghed, der findes i byen. Det tætte og trygge lokalsamfund bliver også betragtet som en væsentlig kvalitet, hvor sammenholdet mellem beboerne spiller en central rolle i deres trivsel. Det andet forhold er lokal sammenhængskraft. Lokalsamfundets sammenhold bliver fremhævet som en anden vigtig faktor, der bidrager til beboernes livskvalitet. De sociale relationer og det nære fællesskab skaber en følelse af tilhørsforhold, hvilket mange af de lokale værdsætter.
Der eksisterer dog også en række bekymringer og mere negative orienteret synspunkter hos de lokale beboere. Det er her specielt forfald og manglende faciliteter som i denne del af undersøgelsen fremstår som en væsentlig bekymring hos de lokale borgere. Bekymringen handler om byens tilstand, især med hensyn til forfaldne bygninger og mangel på lokale tjenester såsom butikker og restauranter. Mange af de lokale oplever, at byen står stille eller er i tilbagegang, hvilket skaber bekymring for fremtiden. En anden udfordring som spiller en rolle for de lokale indbyggere, er de demografiske udfordringer som byen oplever. Lukningen af byens skole er en væsentlig bekymring for mange, og det har efter borgernes mening yderligere forværret byens evne til at tiltrække og fastholde yngre beboere og familier. Der er også en generel følelse af, at byen mangler liv og aktivitet, især i vinterhalvåret, hvor mange af flexboligerne står tomme. Endeligt er den fremtidige udvikling et bekymringspunkt lokalt. Mange lokale ser potentiale i havnen, men der er også et ønske om mere liv og aktivitet på havneområdet. De savner den tidligere tilstedeværelse af fiskeriet og ser havnen som et område med uudnyttet potentiale for fremtidig udvikling.
Samlet set viser denne del af undersøgelsen således at der eksisterer en blanding af håb og bekymring blandt de lokale indbyggere. De værdsætter de positive aspekter ved at bo i Gedser og der er generelt en stærk lokal tilknytning, men de ser også klare udfordringer, især med hensyn til byens udvikling og evne til at tiltrække nye beboere og virksomheder




Transit eller overset rejsemål?
Den gennemførte rejsevaneundersøgelse af de rejsendes opfattelser af byen viser også en række centrale pointer i forhold til Gedser.
For det første eksisterer der blandt de rejsende en opfattelse af Gedser som transitsted. Størstedelen af de rejsende opfatter således Gedser primært som et transitsted snarere end en destination i sig selv. Byen bliver i høj grad associeret med havneaktiviteter, færger og gennemrejse, og mange rejsende har ikke en stærk relation til byen som turistmål. For det andet, har byen i relation hertil en lav tiltrækning som rejsemål. Omkring 55% af de rejsende finder det eksempelvis usandsynligt, at de vil besøge Gedser på en fremtidig rejse, mens kun 35% ser det som en mulighed. De, der er positivt stemt, overvejer primært Gedser som en del af deres transit gennem området. For det tredje, identificere undersøgelsen dog også en række potentiale for udvikling gennem analysen af de rejsende. Undersøgelsen identificerer muligheder i at markedsføre Gedser som en destination med naturoplevelser, kulturelle oplevelser, og gastronomi, især for tyske turister og veluddannede rejsende vægter disse elementer højt.
En central pointe i forhold til de rejsende gennem Gedser er her netop at de typisk er ressourcestærke, med høj mobilitet og med en mellemlang eller lang videregående uddannelse. Det er dog bemærkelsesværdigt, at de veluddannede ofte fravælger Gedser som en egentlig feriedestination, muligvis på grund af byens nuværende image som et transitsted uden mange tilbud for turister. For at forbedre Gedser’s tiltrækningskraft som destination anbefaler undersøgelsen i forlængelse af denne del af analysen derfor at der i højere grad fokuseres på de kvaliteter, som appellerer til de potentielle besøgende, såsom natur og kultur, samt at forbedre de faciliteter, som kan gøre byen mere indbydende og attraktiv for turister.






Potentiale for sammenhængende byoplevelse
I forlængelse af befolkningsanalysen og rejsevaneundersøgelser viser de gennemførte feltstudierne i Gedser også, at byen har visuelle kvaliteter og forbindelser til havnen, men også betydelige fysiske barrierer, såsom hegn, der adskiller havnen fra byen.
Ligesom færgeterminalen medvirker til en adskillelse mellem by og havn. Dette skaber behov for bedre integration mellem by og havn for at forbedre den samlede oplevelse for både besøgende og indbyggere. Feltstudierne understreger vigtigheden af at skabe sammenhængende og tilgængelige offentlige rum, der kan forbinde by og havn mere effektivt. Førstehåndsindtrykket af Gedser spiller en væsentlig rolle i, hvordan byen opfattes, hvilket kan påvirke beslutningen om at besøge eller bosætte sig i Gedser.
Desuden viser feltstudierne, at der er nøgleelementer i byens infrastruktur og bebyggelsesstruktur, som har potentiale til at forbedres for at tiltrække flere besøgende og skabe en mere sammenhængende byoplevelse. Især for fodgængere og turister, der ofte overser byen som en attraktion på grund af manglende skiltning og tilgængelighed. Feltstudiet fremhæver således byens arkitektur som ensartet og lidt anonym, hvilket kan være en barriere for at skabe en stærk visuel identitet. Samlet set konkluderer feltstudiet, at Gedser har et betydeligt udviklingspotentiale, men at dette kræver målrettede indsatser for at forbedre tilgængelighed, skiltning og byens visuelle identitet, særligt i samspillet mellem by og havn.
Færgeanlægget
Færgeanlægget fylder meget på havnen, og et trådhegn fungerer som en fysisk barriere, så når man går rundt på havnen, bliver man fysisk afskåret mod vest. Hegnet kan anes foran den blå bygning på billedet.

De centrale aktører vil byen!
Aktøranalysen i forskningsrapporten om Gedser viser, at der er en stærk lokal interesse for at udvikle og forbedre byens og havnens rolle som økonomisk og kulturelt centrum.
Gennem ekspertinterviews viser analysen, at der er delte meninger om, hvilken vej Gedser bør gå, men der er en generel konsensus om, at turisme bør være en prioriteret sektor for fremtidig vækst. Flere aktører peger på, at Gedser har potentiale som en attraktiv turistdestination, især på grund af byens historiske og kulturelle arv, samt dens unikke placering som Danmarks sydligste punkt. Gedser Remise og Det Sorte Geomuseum nævnes som eksisterende attraktioner, der allerede bidrager til at tiltrække turister, men der er stadig et uudnyttet potentiale, der kan styrkes yderligere. På den anden side er der skepsis blandt nogle aktører omkring mulighederne for at udvikle Gedser som en industriby. Det vurderes, at en sådan udvikling ville kræve betydelige investeringer og en klar strategi fra kommunens side, hvilket i øjeblikket ikke ses som realistisk.
De lokale aktører, der blev interviewet, ser store muligheder i at skabe mere liv og aktivitet på havnen, hvilket kunne styrke dens fremtidige position som centrum for handel, kultur og byliv. Analysen fremhæver i den forbindelse også, at der er et stort behov for kommunal støtte og engagement for at realisere disse udviklingsmuligheder. Aktørerne fremhæver her vigtigheden af investeringer i infrastruktur og en mere aktiv kommunal rolle i at facilitere og understøtte lokale initiativer. Dette inkluderer forbedringer af fritidsfaciliteter, styrkelse af det lokale erhvervsliv, og øget turisme, som alle kan bidrage til en bæredygtig udvikling af Gedser og havnen.
Sammenfattende viser aktøranalysen således, at Gedser står ved en skillevej, hvor der er behov for målrettede tiltag for at revitalisere både byen og havnen for at tiltrække nye beboere og besøgende samt forbedre livsvilkårene for de nuværende indbyggere. Dette kræver ifølge aktørerne en koordineret indsats, hvor både kommunen og lokale aktører arbejder sammen om at skabe en bæredygtig og attraktiv fremtid for Gedser.
Potentialer for revitalisering
Analysen af Gedser identificerer således samlet en række udfordringer.
Gedser har således oplevet en nedgang i befolkningstallet, hvilket kan påvirke den lokale økonomi negativt og føre til en aldrende arbejdsstyrke. Byens og havnens økonomi er i høj grad afhængig af Scandlines og færgedriften, hvilket gør Gedser sårbar over for ændringer i transportmønstre og færgetrafik. Der er få større aktører udover færgedriften, og byens erhvervsliv er ikke tilstrækkeligt diversificeret, hvilket begrænser mulighederne for økonomisk vækst og stabilitet. Der er fysiske og sociale barrierer, især i forhold til tilgængeligheden mellem by og havn. Havnen er isoleret fra byen, hvilket hæmmer integrationen og samspillet mellem de to. Byens arkitektur fremstår i for høj grad ensartet og mangler en stærk visuel identitet, for at kunne gøre den mere attraktiv over for turister og potentielle nye beboere. Turisme i Gedser er samtidigt primært koncentreret i sommersæsonen, hvilket skaber en ubalance i byens økonomi og aktivitetsniveau uden for højsæsonen. Ligesom der er behov for bedre koordinering mellem lokale aktører og kommunen for at sikre en sammenhængende og effektiv udvikling af byen og havnen.
Trods de forskellige udfordringer peger analysen også på, at der eksisterer betydelige potentialer for Gedser. Gedser ligger som Danmarks sydligste by og har en vigtig placering ved Østersøen, hvilket gør den til et naturligt knudepunkt for færgeforbindelser mellem Danmark og Tyskland. Byen har en rig historie og flere kulturelle attraktioner, såsom Gedser Remise og Det Sorte Geomuseum, som kan tiltrække turister og skabe en unik identitet for området. Gedser Havn er en vigtig transporthavn med regelmæssige færgeforbindelser til Rostock, hvilket gør den til en central gateway for trafik mellem Skandinavien og det europæiske kontinent. Denne placering kan udnyttes til at styrke byens rolle som et strategisk transitpunkt i internationale transportnetværk, men det kræver en fokuseret indsats for at revitalisere byens infrastruktur og økonomi. Byens placering ved vandet og den omkringliggende natur gør den samtidig attraktiv for turister, især med muligheder for kyst- og naturturisme. Der er allerede etableret en god infrastruktur med vej-og jernbaneforbindelser, som kan styrkes yderligere for at forbedre tilgængeligheden til byen og havnen.
Et centralt element i denne revitalisering er dog at genoprette balancen mellem Gedser som en transitby og en leveby. Transitbyer er ofte karakteriseret ved en høj grad af gennemgående trafik, hvor både mennesker og varer passerer gennem uden at bidrage væsentligt til den lokale økonomi eller sociale liv. For Gedser er udfordringen at sikre, at byen ikke kun fungerer som et stop på vejen, men også som et attraktivt sted at leve og arbejde.
