Havnebyen Hanstholm
Hanstholm er en havneby beliggende nordvest på den jyske vestkyst i Region Nordjylland. Hanstholm er også en del af Thisted Kommune, hvor den nuværende borgmester er Niels Jørgen Pedersen (V).
Kommunen beskriver sig selv som ’Danmarks største vildmark’, da den rummer store sammenhængende områder med søer, skove, klitheder og andet unikt landskab (Thisted Kommune 2020). Hanstholm er placeret på en høj kalkknude med udsigt over Nationalpark Thy. Geologisk set er Hanstholm et særligt sted, da man visse steder kan se kalklagene på jordoverfladen, ligesom andre steder i Thisted Kommune. Det unikke klitlandskab i kommunen, herunder området omkring Hanstholm, er dannet gennem sandflugt i løbet af de seneste 4.000-5.000 år (Thisted Kommuneplan 2021; Hanstholm Havn u.d.a).
Havnebyen Hanstholm beskrives af Thisted Kommune som ’Regionens vækstmotor’, hvor havnen spiller en central rolle i byens identitet. Hanstholm Havn er kommunens største enkeltstående erhvervspotentiale med national betydning (Thisted Kommune 2021, s. 287, 290). Selvom Hanstholm Havn er Danmarks yngste havn, indviet i 1967, er den i dag Danmarks største konsumfiskerihavn og en af Europas vigtigste konsumfiskerihavne. Hanstholm Havn er geografisk placeret i nærheden af Nordsøens bedste fiskepladser, og Danmarks største fiskeauktion findes da også i Hanstholm. Havnen har fiskeri, transport, service, energi og akvakultur som sine største forretningsområder. I den forbindelse er både Hanstholm Havn og Thisted Kommune aktive inden for udvikling af bølgeenergi i Danmark som medstiftere af DanWEC (Danish Wave Energy Center) (Thisted Kommune 2021). Havnen er derfor et naturligt knudepunkt for både Hanstholm by og erhvervslivet i Thy og Nordjylland generelt (Hanstholm Havn u.d.b). Udover havnens erhvervsmæssige betydning er havet også af stor betydning for byen, da der er flere turistattraktioner knyttet til det, såsom surfing og lystfiskeri.


En ny vigtig fiskerihavn
Det historiske overblik i forskningsrapporten om Hanstholm præsenterer byens udvikling fra dens tidlige begyndelse som et fiskerleje til en central havneby af betydelig national og international betydning.
Hanstholm har været et vigtigt maritimt punkt siden middelalderen, hvor det geografiske sted blev brugt som navigationspunkt for søfarende på grund af dets kalkknude ud mod havet. I 1100-tallet eksisterede allerede et fiskerleje og en kirke i området. I 1841 blev der på baggrund af pres fra udenlandske handlende, især fra England, opført et fyrtårn ved Hanstholm som en del af Øresundstolden. Dette markerede starten på en mere struktureret udvikling af området, hvor handel og fiskeri spillede centrale roller. I starten af 1900-tallet var Hanstholm stadig et beskedent fiskerleje, men med dannelsen af en fiskeriforening i 1901 og opførelsen af en læmole i 1903 begyndte fiskeriet at blive mere effektivt. Trods flere års diskussion og undersøgelser blev etableringen af en havn først besluttet i 1917, og arbejdet blev af forskellige årsager bremset og strakte sig over mange årtier.
Under Anden Verdenskrig blev Hanstholm af stor strategisk betydning for tyskerne, som oprettede omfattende befæstningsanlæg og krævede total evakuering af byen i 1942. Dette stoppede den positive udvikling fra mellemkrigstiden, og mange indbyggere vendte ikke tilbage efter krigens afslutning. Efter krigen blev byen genopbygget, og havnen blev endelig indviet i 1967. Hanstholm Havn er således en historisk set ny havn, som efter etableringen udviklede sig hurtigt til at blive Danmarks største konsumfiskerihavn og en af Europas vigtigste. Byen oplevede vækst i både befolkning og industri, især inden for fiskeri. Det historiske overblik viser, hvordan Hanstholm er gået fra at være et lille fiskerleje til at blive en havneby, hvor fiskeri og maritim handel spiller en central rolle for byens identitet og arbejdsmarked.
I Hanstholm er der fokus på konsumfiskeri
Gennemgangen af kommuneplanen for Thisted Kommune viser, at Hanstholm er kategoriseret som en lokal centerby i Thisted Kommune, hvilket betyder, at den spiller en central rolle i forhold til detailhandel, kultur, erhverv og institutioner for det omkringliggende opland.
Byens udvikling er vigtig for at sikre forsyning og arbejdspladser i lokalområdet. Hanstholm Havn er et af kommunens største erhvervsaktiver, især inden for konsumfiskeri, som er af national betydning. Havnen forventes i kommuneplanen at være en drivkraft for fremtidig økonomisk vækst, med planer om at udvide havnen for at fastholde og styrke dens position som en af Europas førende konsumfiskerihavne.
Turisme spiller ligeledes en vigtig rolle i Thisted Kommune, og Hanstholm er en del af Cold Hawaii og Nationalpark Thy, som begge er store trækplastre for turister. Dog er Hanstholm ikke det primære fokus for turismeudvikling i kommunen, men naturen omkring byen anses som et vigtigt aktiv, især i forhold til at tiltrække besøgende til områderne omkring havnen og byens attraktioner. Hanstholm står over for flere udfordringer i sin byudvikling. Byens geografiske placering i en kystnærhedszone og tæt på Natura 2000-områder begrænser mulighederne for udvidelse af både by og havn. Derudover er der mangel på ungdomsuddannelser i byen, hvilket tvinger unge til at flytte til andre områder for at studere. Thisted Kommune har fokus på at styrke detailhandel og erhvervsmuligheder i Hanstholm, især gennem samarbejde med landsbyerne i oplandet. Der er også en ambition om at forbedre mobiliteten, herunder kollektiv trafik, som skal understøtte både bosætning og turisme. Disse strategier skal sikre, at Hanstholm forbliver en attraktiv by at bo og arbejde i, selv i lyset af de demografiske udfordringer.
Gennemgangen af kommuneplanen mv. viser sammenfattende, at Hanstholm anses som en central by i Thisted Kommune med stort potentiale for erhvervsmæssig og økonomisk vækst, især gennem udnyttelsen af Hanstholm Havn. Byens fremtidige udvikling vil kræve en balance mellem at udnytte naturens potentialer, styrke lokal handel og erhverv, samt håndtere udfordringerne ved byens geografiske placering og demografiske tendenser.
Thy nationalpark
Thy Nationalpark ligger helt op ad Hanstholm by, og kommer man ad Kystvejen fra syd, kører man igennem det bakkede landskab og smukke natur.

Havnen som den største arbejdsgiver
Videre viser den kvalitative analyse af beskæftigelsen, hvordan havnen spiller en central rolle for beskæftigelsen og økonomien i lokalområdet.
Hanstholm Havn er den største arbejdsgiver i området og spiller en afgørende rolle for den lokale økonomi. Størstedelen af de ansatte på Hanstholm Havn bor inden for Thisted Kommunes grænser, hvilket viser havnens vigtige betydning for den lokale beskæftigelse.
Havnevirksomhederne i Hanstholm oplever imidlertid udfordringer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Konkurrencen om arbejdskraften er høj i området, hvilket skaber vanskeligheder for havnens vækstpotentiale. På trods af disse udfordringer forventes det, at havnen vil skabe flere arbejdspladser i fremtiden, især i forbindelse med planlagte udvidelser og moderniseringer. Der er en forventning om, at Hanstholm Havn vil fortsætte med at udvide sin rolle som en central beskæftigelsesmotor i regionen, især inden for de traditionelle kerneområder som fiskeri og relaterede industrier. Dog vil en øget tiltrækning af mere kvalificeret arbejdskraft være nødvendig for at understøtte denne vækst. Beskæftigelsesanalysen understreger derved Hanstholm Havns afgørende betydning for lokaløkonomien og beskæftigelsen i området. Havnen er en væsentlig arbejdsgiver, men står over for udfordringer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Der er behov for målrettede strategier for at sikre, at havnen kan udnytte sit fulde potentiale som beskæftigelsesmotor i fremtiden.
Ansattes uddannelsesniveau
Der er spurgt ind til typen af de ansattes uddannelse. Dette er med til at vise, hvilke kompetencer, som havnen typisk har brug for. Størsteparten af de ansatte i Hanstholm Havn er ufaglærte eller har en erhvervsfaglig uddannelse. Det bedømmes derudover, at kun ca. 5 % af medarbejderne har en videregående uddannelse.

Ansattes alder
I undersøgelsen er det forsøgt at få en indikation af, hvilken alder de ansatte i havnen har. Dette afspejler sammen med uddannelse, køn og oprindelse den diversitet, som arbejdspladsen er kendetegnet ved. Det bedømmes, at der kun er relativt få enten helt unge eller ældre over 60 år.

Manglende visuelle forbindelser mellem by og havn
Feltstudiet i Hanstholm giver en omfattende indsigt i byens og havnens fysiske strukturer, og hvordan disse strukturer påvirker byens funktion og oplevelse.
Denne del af analysen viser, at Havnen i Hanstholm fremstår som det primære omdrejningspunkt i byen, med meget af byens aktivitet centreret omkring havnen. Havnen er veludviklet med flere moler og piers, og den rummer både større skibe og mindre kuttere. Havneområdet er klart opdelt mellem forskellige typer skibe, og der er også betydelig industri relateret til fiskeri. Dog bemærkes det, at der er en klar fysisk adskillelse mellem byen og havnen, hvilket skaber en barriere for oplevelsen af sammenhæng mellem de to områder.
Hanstholms bycentrum er lokaliseret omkring et overdækket shoppingcenter, men området fremstår udefineret og spredt. Flere bygninger, herunder centeret, fremstår slidte og ikke særlig indbydende, hvilket bidrager til en følelse af forfald i byens kerne. Der er mangel på aktivitet i byens centrum, specielt uden for almindelige åbningstider, hvilket forstærker indtrykket af en by i tilbagegang. Der er ingen visuel forbindelse mellem byens centrum og havnen, hvilket forstærker følelsen af adskillelse mellem disse to vigtige dele af Hanstholm. Fra byens centrum kan man ikke se havnen eller havnerelaterede aktiviteter, hvilket gør det svært for besøgende at få en oplevelse af, at Hanstholm er en aktiv havneby. Hanstholm ligger relativt afsides, og der er begrænsede infrastrukturelle forbindelser til byen, især i form af motorveje og kollektiv transport. Dette gør det udfordrende at tiltrække besøgende og potentielle nye beboere til området. Byens placering og infrastruktur er en væsentlig barriere for dens fremtidige udvikling.
Feltstudiet viser således sammenfattende, at Hanstholm er stærkt afhængig af sin havn, men står over for udfordringer med hensyn til byens fysiske struktur og sammenhængskraft. Byens centrum fremstår nedslidt og adskilt fra havnen, hvilket hæmmer en integreret byoplevelse. Der synes derfor blandt andet behov for byfornyelse og forbedrede infrastrukturelle forbindelser for at øge Hanstholms attraktivitet som både havneby og bosætningsområde.
Ankomst til Hanstholm
Ved ankomst til Hanstholm ad Kystvejen skal der drejes fra, for at komme til byens, mens vejen fortsætter direkte til havnen. Det samme er tilfældet i rundkørslen fra Thistedvej (lille foto).

Hanstholm by er centreret omkring et overdækket shoppingcenter, Hanstholm Centeret, og et bytorv. Bebyggelsen er relativt spredt omkring torvet og de store parkeringsarealer ved centeret, og derfor fremstår centrum lidt udefinerbar og åben i sin bebyggelsesstruktur.



Delte opfattelser: For meget eller for lidt fiskeri på havnen?
Befolkningsundersøgelsen giver indsigt i, hvordan de lokale borgere og personer med tilknytning til byen opfatter Hanstholm som både by og havn.
Denne del af analysen viser, at mange af de adspurgte værdsætter de lokale fællesskaber og naturen i og omkring Hanstholm. Der er en stærk tilknytning til familie, venner, og arbejde i området, samt en stor påskønnelse af naturen, herunder havet og Nationalpark Thy.
Befolkningen er delt i deres opfattelse af byens udvikling. Halvdelen af de adspurgte mener, at Hanstholm er i udvikling, mens andre oplever, at byen står i stilstand eller tilbagegang. De mest positive er typisk dem, der forbinder Hanstholm med natur og turisme, mens de mest kritiske ser byen som en industri- og fiskeriby uden væsentlig udvikling. Havnen i Hanstholm er tæt forbundet med fiskeri, hvilket både er en styrke og en udfordring ifølge de lokale. Nogle borgere mener, at fiskeriet fylder for meget, mens andre gerne så en vækst i fiskeriet. Mange ser potentiale i at udvide havnens rolle til at inkludere flere aktiviteter såsom turisme, lystfiskeri og kulturarrangementer, og at dette er foreneligt med og kan bidrage til et fokus på grøn omstilling. Der er også en efterspørgsel efter en større sammenhæng mellem havnen og byen, både fysisk og socialt.
Mange respondenter udtrykker et ønske om forbedringer i byens fysiske miljø og flere aktiviteter, som kan gøre Hanstholm mere attraktiv for både beboere og besøgende. Der er specielt fokus på at fremme turismen og forbedre byens visuelle udtryk ved at vedligeholde og forskønne bygninger og offentlige rum. Befolkningsundersøgelsen peger sammenfattende på en by med stærke lokale værdier, men også med udfordringer relateret til udvikling og sammenhæng mellem by og havn. Der er en klar værdsættelse af naturen og det lokale fællesskab, men der er også et behov for byfornyelse og bedre integration af havnen som en central del af bylivet.




Behov for diversificering
Forskningsrapportens aktøranalyse giver særligt indsigt i de forskellige interessenters perspektiver på byens udvikling, herunder de udfordringer og muligheder, som byen står overfor.
Havnen i Hanstholm ses generelt fortsat som byens centrale økonomiske motor, primært drevet af fiskeri. Dog peger flere aktører på behovet for at diversificere aktiviteterne på havnen, så den også kan rumme andre erhverv og turistaktiviteter. Denne diversificering anses som nødvendig for at sikre byens fremtidige vækst og tiltrække både nye virksomheder og bosætning.
Der er udtalt bekymring blandt de lokale aktører over de hyppige udskiftninger i havnens ledelse og bestyrelse. Disse udskiftninger har skabt usikkerhed om havnens fremtidige udvikling og bidraget til en generel pessimisme omkring byens udvikling. Den nylige overgang af havnen fra selvstyre til kommunalt ejerskab har yderligere forstærket disse bekymringer, idet det nu er kommunens ansvar at sikre havnens økonomi. Flere aktører ser den grønne omstilling som en potentiel mulighed for at revitalisere havnen og skabe nye erhvervsmuligheder. Specielt inden for områder som CO2-lagring og produktion af grønne brændstoffer (som metanol) anses Hanstholm for at rumme betydelige potentialer. Der er dog behov for en klar strategi og investeringer for at realisere disse muligheder.
Aktørerne fremhæver behovet for øget kommunal støtte og engagement i byens udvikling. Der er et ønske om, at kommunen skal spille en mere aktiv rolle i at fremme lokale initiativer og investeringer, der kan bidrage til at forbedre livskvaliteten og styrke den lokale økonomi. Hanstholm står midt i en demografisk forandring, hvor byen forsøger at tiltrække nye beboere, især naturinteresserede og surfentusiaster. Der er dog stadig udfordringer med at skabe et tilstrækkelig byliv, der for alvor tiltrækker nye tilflyttere. Aktørerne ser dog potentiale i, at byens succes kan fremmes med den rette støtte og udviklingsstrategier. Aktøranalysen viser sammenfattende, at Hanstholm står over for betydelige udfordringer, men også store muligheder, især hvis der kan skabes en diversificeret økonomi omkring havnen og den grønne omstilling. Der er behov for en samlet indsats fra både kommunale myndigheder og lokale interessenter for at sikre byens bæredygtige udvikling og tiltrække nye erhverv og beboere.
