Spring til indhold
create.aau.dk

Nyhed

Ny professor i robotteknologi: Folk tror, jeg arbejder med sci-fi-robotter

Lagt online: 30.01.2023

Robotter dukker op flere og flere steder i hverdagen, og det bliver mere sandsynligt, at vi skal samarbejde med dem på daglig basis - fx som kollegaer, assistenter eller selvkørende biler. Men hvad skal der til for at vi kan stole på, at de gør deres arbejde? Det forsker professor Matthias Rehm i. Han holdt tiltrædelsesforelæsning den 26. januar med titlen: "Kan du stole på en robot? Hvordan måler vi tillid i samarbejdet mellem mennesker og robotter?” Læs interview med Matthias Rehm.

Nyhed

Ny professor i robotteknologi: Folk tror, jeg arbejder med sci-fi-robotter

Lagt online: 30.01.2023

Robotter dukker op flere og flere steder i hverdagen, og det bliver mere sandsynligt, at vi skal samarbejde med dem på daglig basis - fx som kollegaer, assistenter eller selvkørende biler. Men hvad skal der til for at vi kan stole på, at de gør deres arbejde? Det forsker professor Matthias Rehm i. Han holdt tiltrædelsesforelæsning den 26. januar med titlen: "Kan du stole på en robot? Hvordan måler vi tillid i samarbejdet mellem mennesker og robotter?” Læs interview med Matthias Rehm.

Af Alice Sprotte, Create

“Hvis mennesker ikke stoler på robotteknologien, så bruger de den ikke – eller de bruger den forkert. Hvis de stoler for meget på teknologien, er de ikke forsigtige nok, når de bruger den, og så kan der ske ulykker.”

Professor Matthias Rehm

”Tillid er en kompleks menneskelig egenskab”, tilføjer han. Tillid afhænger af mange forskellige faktorer, fx vores følelsesmæssige tilstand, den kultur og sammenhæng, vi er vokset op i, og de sammenhænge og fællesskaber vi indgår i. Den kompleksitet skal vi have med i ligningen, når vi fx overvejer, om vi skal have robotter til huske ældre plejehjemsbeboere på at tage deres medicin. Hvad skal der til, for at du stoler på, at robotten tager sig af din mor eller bedstemor?

Det prøver Matthias Rehm at finde ud af. De sidste fire år har han forsket i robotteknologi og tillid. Temaet blev ved med at dukke op i de feltstudier, han udførte sammen med sine kollegaer i fx sundhedssektoren og industrien. Graden af tillid har direkte indflydelse på, hvordan folk bruger robotten – og om de i det hele taget vil bruge den!

Han har altid været interesseret i, hvordan vi kan kommunikere med teknologien. Hans første oplevelse med robotter havde han på laboratorierne på det universitet, han studerede på. Siden 2010 har han forsket i ’embodied interfaces’ og robotter på Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi på AAU.

Sci-fi-robotter er ikke virkelighedens robotter 

Matthias stoler heller selv ikke blindt på robotterne, og hvis man tror, at en professor i robotteknologi har hjemmet fyldt med robotter, så er Matthias Rehm ikke det bedste eksempel.  ”Min have er for lille til en selvkørende græsslåmaskine,” siger han og slår en latter op. Men fortsætter også:

”Det beskriver jo meget godt, hvad vi kan forvente af robotter i dag. Robotter er systemer i fysisk form. De er ikke mennesker. Robotter er afhængige af, at vi sætter rammer op for dem og programmerer dem. En selvkørende græsslåmaskine arbejder inden for grænserne din have, som den er sat op til i systemet. Den kan jo ikke selv regne ud, hvor den skal køre.”

Men han ved godt fra forskningen, at folk kan have anderledes og større forventninger til robotten. Han har samarbejdet med mange forskellige institutioner og virksomheder for at teste robotteknologi og industrirobotter. Her er der særligt en ting, der har overrasket ham.

”Mange har et billede af, at vores robotteknologi minder om det, de har set i en sci-fi-film. Så vi bliver altid nødt til at forklare, hvad teknologi i den virkelige verden kan. Vi er ikke der, hvor robotter kan gøre den ældre selskab, når de udfører havearbejde. Og der er vi heller ikke lige om lidt.”

Matthias Rehm

Menneskers samarbejde med robotter – der er stadig lang vej

”Der skal meget lidt til at påvirke menneskers tillid til robotter og systemer”, forklarer han. Bare det at ændre hastigheden på en robots arbejdsopgaver, kan bryde menneskers tillid til den. Hvis vi ser for os, at mennesker samarbejder med robotteknologi både på jobbet og i hverdagen, så skal der meget til. Det er jo ikke alle, der er trænet i at samarbejde med robotter.

Så selvom forskere og industri arbejder på, at robotter selv kan tilpasse sig miljøer i hverdagslivet og på jobbet, uden at mennesker bliver nødt til at manipulere og programmere dem hele tiden, mener Matthias Rehm, at menneskers samarbejde med robotter på nogle måder stadig er en akademisk diskussion.

”For eksempel gennemførte vi et studie, hvor det blandt andet viste sig, at hvis brugeren selv begik en fejl, så beskyldte de robotten for fejlen og stolede mindre på robotten. Den slags er uden for vores kontrol. Vi kan ikke gøre noget ved teknologien, der ændrer det,” siger Matthias.

Få viden

Matthias Rehms seneste forskning

Alle år
Alle status
Alle access
Alle typer

Vil du vide mere?

Hvis du er interesseret i at vide mere eller tale med en af vores forskere om emnet, kan du kontakte os på:

kommunikation@create.aau.dk